Giant Steps never sleeps!

Interview med guitaristen Hasse Poulsen, under ét af hans besøg fra domesilet i Paris.

ved Martin Sne. Til Jazz Special 2003

Omvendt, Kære ven! Den der lever på en stor fod, må også have de største støvler! (B. Brecht. Gallileis liv.)

På en københavnsk café, midt i jazzfestivalen, kommer en bekendt af mig, og hans eks-kæreste, hovedrystende ind og bestiller to store fadøl, to vodka og en stor skål popcorn. De havde været i Jazzhouse og høre den norske sangerinde Sidsel Endresen - var blevet "irriterede", havde "ondt i hovedet". Hun gjorde ikke andet end at gentage det samme lille dumme ord, pianisten sad og spillede plim-plim, der var  overhovedet ikke nogen melodi, og det blev ved og blev ved.

   Jeg skal jo ikke kunne sige om orkesteret havde leveret det argeste lort, men jeg kan med sikkerhed sige at min gode bekendte og hans veninde, havde haft forventninger om noget ganske andet, end hvad der kan forventes med det ærinde som orkesteret var ude i. De havde læst i Politikkens jazzavis, at Endresen var helt fantastisk, og var lige i stødet til den helt store jazzkoncert.

  Nu er der jo dét ved det, at jazzen siden 1950´erne har indbefattet hvad der er blevet kaldt Avantgarde, Freeform, Fluxus, Spectralmusik, fri improvisation og en masse andet, som lige antydningsvist giver et praj om hvad det er der foregår.

   Det er et felt hvor jazz og klassisk tradition overlapper hinanden. Man vil måske finde det bemærkelsesværdigt, men det er en måde at musicere på, som af langt de fleste jazzmusikere i dag betragtes som en ganske selvfølgelig del af jazzen.

  Det skulle på den anden side og når alt kommer til alt, også være mærkeligt om jazz lige på dette ene punkt skulle adskille sig fra al anden musik, billedkunsten, scenekunsten, lyrikken og litteraturen.

  Jeg har selv svært at få denne provinsielle talemåde over mine læber - men Danmark er jo i konkret forstand et ganske lille land. En hel anderledes håndfuld begyndelser på lange overvejelser og diskussioner står man med, hvis man stiller det til debat om der er en tendens, en mekanisme, noget indbygget i små nationer der gør at man nødvendigvis må gøre alting mindre end det behøver at være?

  For nytten af en diskussion taler meget for, at modstridende synspunkter repræsenteres på kvalificeret vis - end skønt man i nogen tid i vort hjemlige, måske syntes at noget peger i retning af, at det ikke er noget man behøver at bekymre sig så forfærdelig meget om.

  For nu at afprøve rigtigheden af denne antagelse, og da der beklageligvis - af hensyn til befolkningens almindelige trivsel og velfærd - må indskrænkes så mange andre steder, vil Jazz Special bidrage til forskningen ved at indkalde en kvalificeret kombattant: Den i Frankrig bosiddende danske guitarist Hasse Poulsen, som i dag og på forunderlig vis, er lidt af et begreb i dansk improvisationsjazz - efter at han har indskrænket omgangen med landets borgere til et minimum. Han har en lang række udgivelser bag sig, arbejder med en længere række projekter og sammenhænge, men hovedvægten ligger i trioen Sound of Choice, med Frederik Lundin på saxofoner, fløjter og elektronik; Lars Juul på trommer, perkussion og elektronik

   Forsøgsopstillingen fordrer: 1 dagligstue; 1 båndoptager, 4 liter kaffe.

-Det begyndte med et tilfælde. Jeg havde ikke havde noget sted at bo, og det eneste sted jeg kunne låne en lejlighed var i Paris. Jeg havde ikke ellers været frankofil, vidste blot at jeg ikke er amerikaner (efter 11. september er jeg slet ikke amerikaner). Men der mødte jeg en bekendt Benoit Delbecq, som jeg spillede nogle job med på klubben Les Instants Chavirés – kæntrede øjeblikke - der var centrum for et hav af musikere. Alene navnet var som et lille mirakel.

  Allerede ved dette første job var der tre andre guitarister, med alt muligt tingel-tangel til at spille, præparere, lave lyde med. Det var lige et land for mig.

   Det sker alle steder i verden, at man ophøjer det vulgære og lefler for det platte - det er god forretningssans. Men der er i Frankrig også en meget stor intelligensia - jeg ved godt at det er et fy-ord i Danmark - men det er en meget stor gruppe, og jazz er del af det.

  Franskmænd har generelt i forhold til danskerne, betydelig mere levemåde. I deres begreb "klasse" ligger en måde at bevare en vis værdighed - noget jeg altid har savnet i Danmark. De holder et højere loft over deres sprog, har en videre horisont; der er en sensibilitet og sans for raffinement og den poetiske dimension ved tingene. I Danmark er de rene barbarer kommet til regeringsmagten. I Frankrig har man en kæmpe tradition at tære på - i Danmark har man et "opgør" med smagsdommere.

-Da jeg gik i Danmark og kæmpede for min egen musik, blev jeg helt automatisk gjort til repræsentant for alle slags improvisationsmusik, selv typer der ikke har det fjerneste at gøre med hvad jég laver

   Da jeg var færdig fra Rytmekons, spillede Lars Juul og jeg en koncert på Montmartre, med bassisten Casper Ludvigsen - en slags debutkoncert. Dét vi præsenterede var idéer der relaterer direkte til det jeg arbejder med i dag. Der kom ikke én  fra Rytmekons -  ingen elever, ingen af mine lærere - som heller ikke har været til nogen af mine koncerter siden. For mig viser det en mentalitet, der undrer mig.

  Man var helt ung, kommer med noget, forsøger på noget som man endnu ikke kan vide alverden om. De ældre ved måske noget om det man forsøger sig på, men man er nødt til at finde selv! Og så snart man uden for en snæver musikerkreds, mødes man med rynkede næser - det er ikke lige sådan de syntes at jazz skal være!

  Så jeg tog den forfra: Okay, hvad er jazz? Det er en tradition for at høre musik, og hale ind af alt man kan bruge. Godt, der er en klang som frembringes af et helt symfoniorkester - hvordan frembringer jeg det udtryk på min guitar? Jazz er for mig betegnelsen for en udvikling, en særlig form for kreativitet. Jazz er dén nye musik, den centrale i det 20. århundrede. Det er en revolution på linie med den socialistiske idé - noget gennemgribende. En idé om at vi hver især har en værdi som mennesker og som musikere. Jazzen gør hver enkelte musiker ansvarlig for musikken - man må selv finde sin vej, ellers har det ingen værdi.

   I den klassiske musik reduceres musikerne til strenge på dirigentens instrument - de instrumentaliseres. Jazzen er et opgør med dét, et evigt opgør - i kamp med en evig reaktion. Nu kalder man Bush og hans folk for neo-reaktion, det er noget sludder, for de har altid været der og vil altid det samme.

   I Danmark må man for sit udkomme spille en masse mainstream. Du kan rejse verden rundt og spille de samme numre med alle mulige, med det er alligevel ikke så internationalt som man gør det til. Det er den samme provincialisme alle steder  - at ville spille på amerikansk. Der ligger et krav om at hvis man spiller jazz, skal man kunne et bestemt repertoire - standards. Hver gang en amerikaner mumler én eller anden titel, skal man være fuldstændig klar over hvad han mener..... Hvorfor skal jeg dét? Jeg skal kende hans tradition - som jazzmusiker har jeg også spillet den. Men det er ikke nogen presserende grund til at jeg skal optræde med det igen og igen! Jeg mener at det er vigtigt at arbejde med sin tankegang, for at undgå klichéer.

  Jeg er overbevist om at måden man spiller på, hænger sammen med sproget. Enhver musiker præges at det sprog som man er vokset op med. At ville spille som en amerikaner kan  aldrig blive andet end andenrangs - når man lige ser bort fra de af naturens luner der udstyrer en NHØP eller en Gretha Garbo med noget der bare er internationalt. Det vi kan beundre amerikanere for, er i dén grad at være sig selv. Hvis vi skal gøre som dem, bliver vores udgangspunkt den europæiske tradition - og vores egne ører.

  Ude i verden findes rum for al den musik som nogen mener er det rigtige for dem at spille. Men i Danmark mangler der steder til at udvikle den. Landet er fuld af gode musikere, men for få steder at spille og prøve tingene af; så bliver det let et spørgsmål om hvad der er "rigtigt" og "forkert" - dét er og bliver provinsielt.

-For mig at se har Boris Rabinowitc og Erik Wiedemann haft en utrolig skadelig virkning, ved igennem to generationer at have monopol på fortælle danskerne hvad jazz var for noget. De har deres smag, deres horisont - så og så stor, så og så begrænset - og sådan er det over hele verden. Problemet er at der ikke var en etableret opposition. Det er betænkeligt når kritikerne fra ellers modsatte dagblade er helt enige om de store linier. Hvorfor har der altid manglet en forbindelse på den danske venstrefløj, mellem den intelligente politik og en intelligent kultur? Mod-kritik? Deres "folkekultur" ville få alt til at ligne hovedvejen mellem Århus og Ikast.

  Som ung musiker fyrede jeg en ordentlig svada af mod den danske jazzkritik. Hvad fik man tilbage? En larmende tavshed! Kulturliv - ha!

  I det klassiske miljø for ny musik, mente jeg at havde fundet folk med en større horisont. Ja, og de ved  mere, har en større kulturel forankring - og så var det alligevel stort set det samme: snæverhed.

  Er der så meget som én klub i Danmark der fatter betydningen af at musikerne skal udvikle sig kunstnerisk? Tænker nogen den tanke at en dansk musiker kan udvikle en musik, som ingen i verden har hørt før? Den bevidsthed findes i Frankrig.

   Alle kender alle i Danmark - tror man. Man hører en musiker én gang, og så er han placeret. Men vi har en retning, vi leder efter noget, udvikler os osv. Vi arbejder og går i dybden med noget, pludselig dør det mellem hænderne på os - og vi må gøre noget andet for igen at få kontakt med musikken, livet og os selv. I Frankrig kommer folk der musikalsk ligger langt fra hinanden, til hinandens koncerter - diskuterer, har et forhold til det der foregår, lader sig inspirere af hinanden. Det kræver et miljø.

   Det er ikke bare, som mange siger, amerikanere der giver sig 100 procent når de spiller - Danmark er et af de få steder vi verden hvor man kan tillade ikke at gøre det! I store lande kan man ikke gå og ville være den bedste. Hvis man vil konkurrere på hvad man kan, er man også i nogen grad nødt til at spille det samme. Du kan kun ét - at være dig selv. Og det handler så langt mere om de sammenhænge du gør tingene i. Det er spørgsmål om at vise hvad man gør og hvem men er.

-Jeg har siden jeg var 25 år vidst at jeg måtte væk fra Danmark. Der var endnu ting der kunne udvikles her, trods alt. Da jeg så var 31gik den ikke længere! Færdig med uden ophør at skulle arrangere sine egne koncerter, sælge, annoncere, vakse gulve - alt muligt andet end hvad der handler om musik.

  Min yndlingsplade som teenager var Introducing Doug Rainey - hans første plade. Og det er fantastisk at genhøre Art Blakeys Jazz Messengers, Parker, Coltrane - Live At The Village Vangard. Det er JAZZ!

  Men jeg har en årrække måtte skubbe det hele væk. Jeg har øvet mig på ikke at spille skalaer - hører dem ikke mere, vil ikke høre det - det er lykkedes langt om længe. Jeg har gået på rytmekons og på Berkelee, var inde i den tankegang - og dengang var freeform bare det rene larm for mig. Nu jeg hører en tone, og så kan der komme en anden tone bagefter!

  Jeg så dengang på dem der var ældre - Thilo, Emborg, kendte musikere - og spurgte mig selv: hvordan vil jeg leve når jeg kommer i den alder? Et godt liv som musiker - Pierre Dørge! Der var noget jeg kunne forbinde mig med - åbenhed, plads til alle mulige ting, med Pierre kan man også tale om alt muligt andet.

  Med mange musikere bliver samtale ikke stort andet, end udveksling af anekdoter. Alt hvad der går videre - hvor er du, hvor er jeg, hvad er der i musikken - kommer ingen vegne. Men det kan være anderledes, selv i Danmark - Dørge og Jungle-folkene er et godt eksempel.

 Når jeg har arbejdet for andre kapelmestre i Danmark, har det typisk været udlændinge. Jeg gav, da jeg overvejede perspektiverne i at rejse, afkald på den sociale tryghed, der så kraftigt undergraves for tiden. Det havde været en sværere beslutning hvis jeg havde haft børn dengang.

  Samtidig så jeg på en række andre musikere f. eks Crister Irgens Møller, Frederik Søegaard, Peter Friis Nielsen, folk som er  intelligente og som har villet noget med deres musik - deres muligheder er yderst begrænsede. Jeg tror jeg menneskeligt ville blive meget bitter i deres situation. For Peter Friis har prisen for at nå til så  stor en virtuositet været, at blive regnet for en slags landsbytosse.

  I Frankrig mødte jeg straks musikere jeg var på bølgelængde med. Jeg udgav en plade med gruppen 49o Nord, straks var der en kvalificeret kritik. I dag spiller jeg udover Sound Of Choice, med en af de mest populære franske gruppe i denne form for jazz Napoli´s Walls. Vi kommer rundt i hele Europa, hyren er aldrig under 3000 kr efter skat. Jeg spiller krich, krach, klonk - som Hasse Poulsen nu engang spiller det der er ham. Man oplever at afslutte en solo og hører et jubelbrøl fra 8000 mennesker, stående ovationer, noget af koncerten sendes i fjernsynet. Her i landet får man ustandseligt smidt i hovedet at det er for "svært af forstå".

  I Danmark kan jeg lave tre job -  JazzHouse, Kunsthøjskolen i Holbæk og Thestrup Højskole. Når jeg en sjælden gang har forsøgt at lave andre jobs, så står jeg og skal igen overbevise om at min slags er noget. Og tænker hver gang: Rend mig i røven! Det næsten en joke når man taler om "plads til forskellighed" i et land som Danmark.

  Alt hvad man "bliver nødt til" for at klare sig, er noget vrøvl. Folk kan sagtens forstå når nogen spiller godt og musikken hænger sammen - uanset hvor "ekstremt" udtrykket er. Og hvem kunne tro noget andet!

   Der er én ting der tæller - at man udvikler sin musikalitet. Ud fra det centrum er det at man skal lære at arbejde sammen med andre. Man kan bede mig om at spille en basgang i 4/4, eller spille en blues - så må man jo vide hvad man beder om, når det er mig man spørger. Det betyder ikke at alle skal indrette sig efter mig, det betyder blot at der er en tro på, at alle musikere udvikler noget unikt.

-Og igen, jeg har fået nok af "nu spiller du mærkeligt". Jeg spiller ikke mærkeligt. De ting jeg laver kommer af en tradition, og jeg ved hvad jeg gør. Bruger jeg f. eks. en violinbue, så kender jeg fysikken bag det. Det kan måske findes en reference til Ligeti eller Conlon Nancarrow hvis jeg skal undersøge hvad der har præget min fantasi. Det har en funktion i forhold til rytme, melodik eller harmonik. Det er en videreudvikling af noget der findes.

  For mig er det en naturlig udvikling, at være atonal. Når man har hørt Coltranes Giant Steps, så er det næste logiske skridt det atonale. For mig er det efter Giant Steps meningsløst at spille tonalt. Tonalitet kunne heller ikke være det samme, efter Wagners Tristan. I dag er det tonale én ting blandt mange.

-Men hvad betyder et begreb som "harmonik" for dig?

-Det er den lodrette klang. Det betyder hvad det altid har betydet: flere toner samtidig. Men for mig er et slag på et bækken også som en kompleks harmoni. I den europæiske musik er man gået fra énstemmighed til flerstemmighed, videre over  treklange til opløsningen af den harmoniske funktionalitet. Nu er vi ud over at tale om sammenstød af halve toner – man arbejder bare med mange toner ad gangen.

På fransk er improvisation en gestus - une geste, en bevægelse. Det er noget man er i og tingene kommer.

-I menneskelig omgang, i pædagogikken osv, kan man en gang imellem tillade sig selv at reagere af et godt hjerte, velvidende hvad der sker - uden noget filter at lader impulsen være det autentiske udsagn....

-Det er præcist hvad vi arbejder med. Enhver musiker må arbejde med de begrænsninger som han håndterer sit instrument med - d.v.s. at opøve en teknik der responderer på den musikalske impuls.

  Jo mere komplekst jeg lytter, jo enklere bliver forståelsen. Jeg er også vild med toner, enkelte toner. Jeg syntes f. eks. at en guitarist som Hank Marvin - hans måde at spille en melodi på, er helt fantastisk. Når man taler om enkelhed kan også nævne Keith Richards måde at spille rytme.

  Tiden er musikkens tredje hovedsøjle. Alt efter længden af den tid vi taler om, er det rytme eller form. Men man kan også anskue rytmen som en form i lille format. Derfra kan den spilles i varierende varighed - den serielle musik, Stockhausen, Messiaen til eksempel. For  jazzmusikere jeg kender i Frankrig, er dét ligeså selvfølgelige referencer, som det er for mig. Når man taler om den slags ting her i landet, føler man sig pludselig som prædikant. Men Stockhausen og Coltrane skabte deres mest banebrydende værker omtrent på samme tid, og de er en del af samme udvikling.

-Sound of Choice har nu nogle år på bagen. Det er meget vigtigt at gennemleve alle disse forskellige perioder, hvor den ene eller den anden er i fuld udvikling; at hive hinanden med. Vi begyndte som en trio, blev til en kvintet, og havde en fantastisk energi og spillede 15 koncerter om året, de første år. Men det er også vigtigt med den positive energi som tilføres gruppen udefra. Det blev tungt. Og igen - ingen spillesteder der sagde: Jer vil vi følge, I må være her mindst to gange om året; ingen presse der sagde: Hej, hér sker noget specielt!

  Vi kunne ikke komme videre, måtte ud over landets grænser, og blev nødt til at reducere orkestret til en trio. Det var en hård proces, men man kan ikke blive ved uden opbakning.

  Jeg tænkte som så: Der er sølle 15 millioner mennesker i Norden - er det umagen værd at forsøge at overbevise dem om noget de ikke vil overbevises om - hvad Georg Brandes, Henrik Stangerup eller Asger Jorn heller ikke kunne overbevise dem om? Nej, det er der ingen grund til at bruge energi på!

   I Frankrig er udgangspunktet 50 millioner mennesker. Der har jeg et meget stort publikum, en meget stor flade der går langt ud over landets grænser. Jeg spiller i hav af grupper. Vi spiller med Louis Sclavis - Napoli´s Walls på en lang række festivaler, og bliver fremhævet som en af de mest spændende ting, der er sket i de senere år; kritikken kalder det hans hidtil bedste gruppe. Sound of Choice indspiller udkommer med to plader for PAO records i Østrig i år -  og Napolis Walls på ECM. Så: hvor lægger man sin energi, hvad får man igen?

  Hver gang jeg hører at NU er der noget der begynder at fungere i Danmark, så håber jeg inderligt at det er sandt. Men da jeg tog fra landet var musikmiljøerne for snævre.

- - -

 Hasse Poulsen gav umiddelbart efter dette interview afgik til trykkeriet koncerter Cph. Jazzfestival, i Cph. JazzHouse: Sound Of Choice; Tivolis Glassal SOC, med Louis Sclavis, og strygekvartetten IXI.