Sjæl og Tyggegummi

Copenhagen Jazzhouse fylder 10 år, hurra, hurra, hurra. Copenhagen Jazzhouse er en helt enestående klub set i nationalt perspektiv. I Danmark er det den eneste klub der programsætter alle den ny jazz’ genrer, den eneste klub der med konsekvens giver plads til den eksperimenterede og grænsesøgende del af musikken. Den eneste klub i Danmark der er opmærksom på at musikken hele tiden udvikler sig og at publikum skal have adgang til de nye påklædninger af den evige musik. Copenhagen Jazzhouse er en oase i en kulturel ørken.

Mit ønske for de kommende 10 år er at den bredde der kendetegner Lars Thorborgs programlægning vil brede sig til hele Danmark, at programlæggerne rundt omkring med samme stolthed vil skrive i deres lokalaviser om den aldrende mester der viderefører gamle spillemåder som om de unge der kæmper med at befri sig selv og musikken for netop disse skabeloner og konventioner.

Jeg er selvfølgelig selv en af disse konventionsbrydere. En af dem der ikke vil spille på samme måde som et eller andet forbillede eller følge tidens normer for hvad der lyder godt, rigtigt eller hipt. Jeg vil ikke opfylde nogle af den slags forventninger – og er en af de forbavsende få musikere der har opdaget at det dels er umuligt at gentage et andet menneskes kunst, dels at konformisme uafvendeligt fører til lunken musik.

Så jeg er flyttet til Paris, hovedstaden i et land med en totusindårig kulturhistorie samt plads og respekt for kunst. Og utroligt nok med en vis almen forståelse for kunst. Det er en ægte befrielse, men det er en anden historie.

Da jeg flyttede væk fra Danmark for fire år siden var jeg en improvisationsmusiker dvs. en der altid og konsekvent fandt på musikken i øjeblikket. At improvisere er en af de mest fundamentale menneskelige evner. Intet ville fungere hvis vi ikke konstant var parate til at tilpasse os øjeblikkets krav. Forstil dig at du hver morgen fik forelagt et direktiv om hvilke ord og sætninger du skulle sige og præcis på hvilket tidspunkt de skulle afleveres. Derudover fastlagde direktivet hvilke bevægelser der måtte fortages samt i hvilken rækkefølge. Tanken er sjov og den kan sikkert føre til et morsomt teaterstykke, men som en måde at leve på er det galimatias.

At improvisere betyder ikke at man bare finder på i øjeblikket. Det er nødvendigt at opbygge et repertoire af handlemåder og reaktioner der på samme tid kan tage højde for selv helt uforudsete situationer som for ens personlighed: hvordan man dels ønsker dels er tvunget til at være som menneske. Man bliver aldrig færdig med at raffinere og tilpasse sine handlemåder. Ve den der tror at det er muligt en gang for alle at sige: ”sådan er jeg!” Som improviserende musiker er man ligeledes nødt til hele tiden at raffinere og præcisere sit sprog. Hvad der for den uforstående kan fremstå som helt tilfældige lyde er for den som kan lytte og for musikeren selv et resultat af mange års kritisk udvælgelse og raffinering.

Musik er meget mere end det man hører.

I musikken lades der som om det at improvisere er noget helt exceptionelt og sælsomt på trods af at improvisation uafviseligt er den mest grundlæggende måde at lave musik på. Der er blevet improviseret musikalsk tusindvis af år før nogen fandt på at skrive lydene ned. En stor del af vores kulturarv består af respekt for kontrol og orden (at psykoanalysen betegner disse egenskaber som udtryk for anale personlighedstræk, nekrofili og dødsdrift har ikke gjort det store indtryk). Det er officielt fastslået at musikken er bedre når den fremføres af 150 uniformerede musikanter der overlegent forvandler nodebladenes stene til brød mens en domptør på et podium fægter med sin symbolske pisk end når musikken skabes af tre musikere som spiller hvad de høre og sanser i øjeblikket. Der er en masse hokus pokus forbundet med disse forestillinger. Hedenske ritualer og trolddomskunst. Latin for pøbelen. ”Og hvad ville der ikke ske hvis alle bare spillede hvad de havde lyst til?”

Jazz er for mig at se det 20. århundredes ny musik. Med jazzen har musikerne generobret retten til selv at lave musikken, til at spille det de hører. Jazzen giver faktisk hver enkelt musiker det store ansvar at genopfinde musikken, at udvikle sin egen lyd, spille ifølge sin egen unikke personlighed, smag og uddannelse. Jazz er en levende revolution. Jazz er en konstant fornyelse. Ligesom det ikke er muligt at to mennesker har helt ens livsbetingelser er det utænkeligt at to mennesker kan spille helt ens. På denne måde hænger jazzen sammen med det enkelte menneskes tagen ansvar for sit eget liv.

Alle magtgrupper arbejder nådesløst på at fratage det enkelte menneske netop dets handlekraft og tro på egne muligheder. Udfra samme sorte motiver har det officielle musikliv og alle dem der selv er blevet knust i møllen altid blevet angrebet jazzen.

Det er helt i orden at man spiller jazz bare man spiller efter noder, efterligner anerkendte forbilleder og spiller på anerkendte instrumenter. Selv improvisationen som traditionelt set er en af de fundamentale elementer i jazzen kræves at følge helt faste regler for hvilke toner, rytmer og lyde der tillades og for hvornår hver musiker skal spille eller lade være. Med andre ord er det kun i orden at spille jazz hvis man giver afkald på det væsentlige i jazzen, på selve jazzens sjæl.

Denne stærke og konstante reaktion er hele tiden klar til at tilegne sig de ydre kendetegn i en ny strømning for på den måde at kunne aflive den selvstændige tanke: ”Du spiller bare en stil basta.” Hvis man spiller noget der ikke passer i de gængse skemaer kaldes det avantgarde ”og det hørte vi allerede i tresserne og dengang var det meget bedre, øv-bøv.”

Ordet jazz er selv så underlagt fordummende klicheer at alle musikere med noget på hjerte har måtte finde på nye betegnelser for den nødvendige musik. Disse nye betegnelser er hurtigt blevet erobret af dompapperne og reduceret til pæne, velordnede skuffer.

For at kunne spille sin egen musik, skal der kæmpes en konstant kamp. Det er en kamp for livet, for friheden til at leve, så ordet fri indgår i navnene på flere stilarter: free jazz, fri improvisation. Som enhver hurtigt vil opdage har den enkelte musiker ikke større frihed i free jazz eller fri improvisation end en nodekomponist har i sit puslespil. Kravet om kontakt mellem øjeblikket, inspirationen og det personlige arbejde med musik levner kun meget få muligheder for at spille rigtigt, dvs. for at spille det der løfter dig ud af din personlighed ind i musikkens helhed og logik.

En måde at bevare sin kunstneriske frihed er ifølge Derek Bailey at spille en musik, der, som den ikke-idiomatiske improvisationsmusik, ikke kan sælge og dermed vil forblive uinteressant for grossisterne og de musikere der kun er ude på at tjene penge. Jeg tvivler nu lidt på om den ide nu holder helt, idet en af mine bekendte fra det miljø netop har købt et hus til fire millioner.

Da jeg kom til Paris var jeg som sagt improvisationsmusiker, men jeg opdagede efter et par år at denne lille gren af musikken har en tendens til at lukke sig inde i en formalisme der er ligeså ortodoks som neoboppernes i 80-erne. Det vrimler med regler for hvad der er rigtigt og forkert improvisationsmusik, hvilke måder at spille måder er acceptable eller ej. Fx er det ærværdigt at en improvisator i andre sammenhænge optræder som interpret af ny kompositionsmusik eller spiller rock i moll, hvorimod der er dømt øjeblikkelig diskvalificering hvis en improvisator har en parallel karriere i jazzmiljøet. Heldigvis findes der i Frankrig et stort miljø af musikere med en stor almen interesse for musik, som kun har hovedrysten til overs for formalisterne.

For mig at se er faren for formalisme og ensretning forbundet med for små cirkler, for begrænsede og overskuelige miljøer. De store lande består af mange forskellige miljøer, så hvis man får klaustrofobi i et miljø kan man vende det ryggen og finde sig nogle andre cirkler at arbejde i.

I de Skandinaviske lande som har meget små befolkninger er  alle miljøer pr. definition små og alle går rundt og tror at de ved hvor de har hinanden. Helst godt nede i jordhøjde. I Danmark hvor jeg er født og havde hjemme tror man ikke på at folk selv kan finde på musikken. Man skal ikke prøve på at være sig selv. Den tanke at det er muligt at være sig selv er der ingen som forstår. Man skal være den ny Buster Larsen, den ny Sonny Rollins, den ny Stauning eller give sig ud for at være den hjemlige repræsentant for en eller anden anerkendt international bevægelse. Der kræves lunken middelmådighed og enighed hele raden rundt for at blive regnet-for-nåed i det danske. Det er en gammel tradition, men jeg har aldrig kunnet få øje på hvem der skulle have glæde af den.

Jeg vil være Hasse Poulsen og stolt af det. Jeg vil give mit bidrag til musikken og ikke bare danse omkring med et billede af et idol. 

Det var alvor. Det er alvor.

Men der ikke noget mærkeligt i det. Så vidt jeg kan se har en stor del af de unge musikere, om ikke alle, en diffus og stor drøm om dem selv og musikken. Men fra alle sider kræves det at de gør alt andet end at spille sig selv. Det er faktisk kun muligt at arbejde hvis man spiller noget allerede anerkendt og godkendt musik. Dette faktum skjules under floskler om publikums smag, markedets krav og pavens barbermaskine. Publikum vil bare høre god musik, men hvis alle bliver hjernevasket til at tro at personlig musik er underlig og at det eftersnakkede vrøvl er den ægte vare, så tror det store flertal på det – og kan ligeså godt se fjernsyn.  Prøv engang at se hvor mange 25-årige musikere der har lyst til at finde deres egne veje. Prøv så at se hvor mange 35-årige der stadig har den kraft. Der er ikke mange tilbage. De fleste har opdaget at man ikke kan spille koncerter når man spiller det man hører. Personligt har jeg haft det held at kunne spille jævnligt på Jazzhouse (og i øvrigt holder jeg meget af at spille der, det er en scene hvor man har lyst til at spille, man føler sig velkommen og fornemmer at der er plads til musikken). Andre har ikke haft det held. Og nogle af dem har lavet og bliver ved med at lave noget af den mest spændende musik i Danmark i dag. De skal ikke tro at de er noget, så mangelen på koncerterfaring gør deres sjældne fremtrædener lidt stive og søgende. Prøv at organisere turneer for dem på 10 koncerter, så skal der nok ske noget.

Det gode ved alsidigheden på Jazzhouse er at publikum har mulighed for at høre et bredt udsnit af musikken i dag. Det uheldige er at det tvinger Lars Thorborg til at lave et kvotesystem – et privat, ikke nedfældet kvotesystem: Skandinaviske grupper: 1 pr. måned, Europæiske grupper: 1 pr. måned, diverse avantgarde: 10 pr. år, Hasse Poulsen: 3 pr. år. Hvad der gælder andre genrer ved jeg ikke, men det genbrugte tyggegummi har en stor procentdel.

En meget positiv udvikling er at den Europæiske musik nu langsomt er ved at få plads på programmet. Dette er en generel bevægelse i hele Europa. I Danmark er det noget helt nyt. Siden Montmartres dage har jazzprogrammet bestået udelukkende af danske og amerikanske musikere hvorfor uvidenheden om den europæiske udvikling af jazzen i mange nye retninger og udtryk stort set er ukendt i Danmark. Det er ved at ændre sig, hurra, hurra, hurra. For kun hvis vi tager vores egen kultur alvorligt, det vil bredt sige Europas kulturer og selvfølgeligt  helt specifikt den danske kultur, kan vi kæmpe os frem til en relevant musik. At høre folk i fuldt alvor udtale at de har fundet deres rødder i Nashville eller Motown er til både at le og græde over. Hvordan kan nogen få sådant noget sludder over deres læber? Vores kultur er den danske og i øvrigt giver det en grim smag i munden når en høj blond søllerøddreng prøver at lege slumneger fra Watts eller for den sags skyld klichérå arbejderknægt fra Amager. Voks op! Tag dit liv i dine egne hænder!

Jazzhouse er en brik, en vigtig brik i det danske musikliv. Ledelsen af og miljøet omkring Jazzhouse har mange hensyn at tage, men de bliver nødt til at konfrontere sig med de komplekse spørgsmål om hvad kunst er, om hvad god musik er for at kunne vælge hvordan Jazzhouse fremover bedst kan være med til at styrke musikken i Danmark og den danske musik. Det er ikke nok bare at balancere mellem dagens musikpolitiske grupperinger.

Vel er det samfundets og politikernes (sponsorernes) interesse at få ens og velafrettede borgere ud af pølsemaskinerne, men det er sjældent i det enkelte menneskes interesse. Og vi er jo hver især et enkelt menneske.

Hasse Poulsen

Juli 2001